Jeg har igen fået lovet at dele dette indlæg fra een af de kvinder jeg taler med. Hun har tidligere skrevet indlægget “Da anoreksien blev bedre, kom alt andet”…. som I også kan finde her på vores hjemmeside.

Jeg er fortsat meget taknemmelig over, at få lov til at dele, og mener at de bedste formidlere af ønsker til os behandlere, er dem der har ønsket og behovet for vores hjælp.

Kvinden er 35 år. God læselyst fra Mia

Åbent brev til behandlere der møder autister i krisetilstand

 Hvis jeg kunne stå og tale foran en gruppe psykiatere, sygeplejersker, politimænd og SOSU assistenter, så vil jeg gerne sige nogle ting, som jeg som autist kan anbefale, sådan at en krisesituation der involverer et menneske med en autismediagnose (herunder også aspergers syndrom – plus eventuelt andre bi-diagnoser, en autist er stadig autist selv om han/hun har andre bi-diagnoser), ikke bliver sværere end nødvendigt.
Jeg har desværre erfaring med at møde systemet, fordi jeg nogle gange er til fare for mig selv, og jeg har oplevet at mange ting fungerer helt OK, men der er ting der kan gøres bedre.

Her er nogle ting der kan hjælpe en autistisk person der er i krise/har et sammenbrud:

1. Spørg personen hvis noget i omgivelserne føles pinefuldt: er der noget larm der kan fjernes? kan lyset dæmpes? er stuen for stor og overvældende, eller er den for lille? er der nogen lugt der generer?

Når en autistisk person er i krise bliver indtryk fra omgivelserne ekstremt forstærket. Hvis det er muligt at fjerne noget der generer, så kan det gøre en enorm forskel.

2. Spørg personen om de vil have noget at knuse/kramme/holde i. Hvis personen ikke svarer kan du prøve at give en pude, bamse, dimseting eller lignende.

Hver skadestue burde have hjælpemidler der kan hjælpe en autist med at håndtere det kaos der opleves i en sådan situation. At være i et tomt værelse med en fremmed person man skal tale med, når man er i krise er uoverskueligt, og mange autister har brug for at “stimme” på en eller anden måde når de er stressede. At stimme kommer fra engelsk “stim”: self-stimulatory behaviour – selv-stimulerende adfærd. Det kan være en repetitiv bevægelse, at kramme noget, eller lignende.

Bed ikke personen om at være stille, så længe det ikke er selvskadende adfærd, selvfølgelig.

3. Respektér fysiske grænser og spørg/sig det meget tydeligt (og repeter det så at du er sikker at personen har hørt dig) hvis du er nødt til at komme tæt på.

4. Respektér hvis personen ikke kan have øjenkontakt *

*Jeg er klar over at det er kutyme at det skal være øjenkontakt med sucidale personer, hvor de skal forsikre at de ikke har konkrete selvmordsplaner mens de kigger på lægen, men dette  virker desværre ikke helt for autister, som har det svært med øjenkontakt i sig selv.

5. Tal ikke for højt, eller for hurtigt. Giv lidt ekstra tid til personen til at svare. At tale er ekstra hårdt for autister der er i krise, og det kan tage mange sekunder at svare på simple spørgsmål.

6. Stil ikke komplicerede/store spørgsmål og hvis personen er forvirret, giv få svarsalternativer. Store spørgsmål som “hvordan har du det?”, eller “hvorfor tror du at du har det så skidt?” er umulige at svare på i en krisesituation for en autist. Selvfølgelig skal I tale sammen om hvad problemet er, men det er nemmere at svare på mere konkrete spørgsmål, som “er det sket noget idag?”, “har noget gjort dig ked af det/forvirret”? etc.

7. Generelt så skal man forstå, at en autist i krise søger tryghed og ro. Omverden føles ekstra overvældende og nervesystemet er overbelastet. Derfor er det vigtigt at forstå  personens adfærd som et forsøg på at få det bedre, og ikke nødvendigvis som noget “sygt”.

Så når jeg kryber ind under et bord eller gemmer mig i et hjørne eller under sengen når jeg har det skidt, så er det fordi det hjælper mig at afskærme fra indtryk. Hvis dem der prøver at hjælpe mig ser det som et forsøg på at få det bedre, så kan vi bedre finde en løsning.

Man kan spørge ind til personen om det ville hjælpe at få en dyne over sig, eller så kan man sidde på gulvet med patienten for at komme på samme niveau som han/hun (for mig personligt så hjælper det hvis en behandler sidder på samme niveau som mig).

Generelt tror jeg ikke at der er mange behandlere som forstår naturen i autisters sammenbrud, og de håndterer autisters adfærd lidt for voldsomt, lidt for autoritært og lidt for hurtigt.

Rædsel, stress, kaos og overvældelde indtryk. En autist i krise har behov for at dæmpe alt kaos. Det handler tit om pratiske ting der kan hjælpe, ting som kan skabe en følelse af struktur, tryghed og at gøre verden lidt “nemmere”, og lidt mere overskuelig.

Hvis du kan hjælpe personen med dette kan du måske spare flere mg stesolid/diazepam*

* diazepam er et alment brugt beroligende middel

 

 

Leave a Reply