Morten Albæk forstår at sætter tanker og refleksioner igang. Og forandringer tror jeg. Selv blev jeg ihvertfald meget inspireret, chokeret, glad, bange og ked af det imens jeg læste hans seneste bog: ”Ét liv. Én tid. Ét menneske” – om hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv.

Mange passager har printet sig fast hos mig. Blandt andet denne om: Hastighed som Gud. Her vælger jeg at give Jer et lille udpluk af dette kapitel:

“Det ultimative formål for os mennesker må være at sikre, at de liv, vi lever, er meningsfulde. Ikke bare tilfredsstillende eller lykkelige. Hvad meningen med livet er, findes der ikke noget universelt svar på. For det står ikke længere bøjet i neon, at meningen med livet er at blive genforenet med Vorherre i et himmerige hinsides dette liv.

Vi er derfor i høj grad sat fri til at findes vores eget svar på livets vigtigste spørgsmål. Udfordringen er blot, at vi ikke rigtig bliver spurgt. I barndommen er vi ubekymrede og reddet af, at andre tager stilling for os. I folkeskolen skal vi primært forholde os til at lære og læse, skrive og regne. Og vores videre færd ind i gymnasiet, hvad enten det er med et teknisk, merkantilt eller alment udgangspunkt, sker i moderne tid i højere grad med sigte på at få adgang til næste trin på uddannelsesstigen – og på at kvalificere sig til arbejdsmarkedets.

Uddannelse er efterhånden mere et spørgsmål om at komme ud, end at det er et spørgsmål om at blive dannet. Jo før vi kan entrere arbejdsmarkedet, desto bedre. Fremtidsreform og uddannelsesloft – alt sammen noget, vi har opfundet for at sikre, at det ungvoksne menneske skynder sig at blive færdig, så det kan komme ud på arbejdsmarkedet. Og hvis det ikke skulle være nok, så har vi også installeret en kvikbonus, som giver dig en ekstra konkurrencemæssig fordel, hvis du ellers kommer hurtigt videre i systemet.

Vi har ganske enkelt ophøjet hastighed til Gud. Vi skal skynde os. Ingen ved helt hvorfor, men vi skal skynde os som ind i helvede.

Vi har som samfund belejligt glemt at fortælle i farten, at ingen empiri viser en korrelation mellem en hurtigere gennemført uddannelse – eller et karaktergennemsnit i øverste kvartil – og et lykkeligt og meningsfuldt liv. Du kan statistisk set se frem til en bedre løn, men ikke nødvendigvis et bedre liv. Og når vi samtidig ved, at andelen af unge med høj livstilfredshed siden 2004 er faldet år efter år, bør vi spørge os selv, om hastighed rent faktisk er den rette Gud at tilbede.”

Leave a Reply