I mit arbejde som socialrådgiver og mentaltræner, er jeg naturligt interesseret i at gå på jagt i, hvad der motiverer mennesker. Ikke bare her og nu, men også på længere sigt.

Jeg er i de senere år blevet mere og mere overbevist om, at motivation handler rigtig meget om vedholdenhed. At fortsætte selvom det enten er kedeligt eller svært. At overkomme fejl og nederlag. Ligesom i holdsport.

I flere år har jeg haft min egen lille socialpsykologiske overbevisning om, at mennesker der har dyrket en sport over længere tid, udholder mere modgang og takler udfordringer anderledes end mennesker, der ikke har.

Jeg har gået stille med min overbevisning. Man kan jo hurtigt komme i konflikt med forældre eller eksperter, der er uenige eller ikke selv dyrker en sport.

I sommerferien har jeg afsluttet bogen SLUK som er skrevet af lægen Imran Rashid. Han skriver meget om menneskets evne til at udskyde kortsigtede fristelse samt styrke vedholdenheden.

I kapitlet “Det vedholdende menneske” henviser han til professor Angela Duckworth, der beskriver evnen til at kunne blive ved trods modstand med det engelske begreb “grit”. I et studie har hun påvist, at netop denne evne, der bedst kan beskrives som en blanding af vedholdenhed og passion for langsigtede mål, er en særdeles afgørende faktor med markant større betydning end man skulle tro. Blandt andet kan man ud fra omfanget af denne evne forudsige, om et barn gennemfører en videregående uddannelse eller falder fra.

“Grit” opstår blandt andet ved at dyrke en fritidsinteresse i mere end 2 år. Unge, der som børn målrettet dyrkede fritidsinteresser, har ifølge Duckworths studie hele 69 procents sandsynlighed for at blive hængende på et videregående studie i modsætning til unge, som ikke havde fritidsinteresser som børn, hvor blot 16 procent gennemfører.

Og hvad kan jeg så bruge det til. Dels kan jeg blive stolt over og glad for at min 14-årige søn, har fundet ishockey’en som interesse, og er blevet og bliver dannet af nogle eminente, engagerede og passionerede trænere.

For alle de unge jeg møder i mit arbejde, kan jeg bruge det til, at dyrke og styrke vedholdenheden og støtte til at turde at opsøge fællesskaber, der forpligter. Både når det går godt. Og når det er svært og man som menneske eller (sammen)hold skal rejse sig påny. At fortsætte fordi at give op ikke er en mulighed. Den mestringsevne kan vi alle få brug for i livets mange situationer og facetter. Om du er barn, ung eller voksen.

 

Leave a Reply