Jeg har længe overvejet at blande mig i beskæftigelsesdebatten, med risiko for at folk bliver sure på mig. Men nu hvor jeg kan se, at det er blevet enhvermands ret at generalisere og udskamme jobcentrene, kan jeg alligvel ikke lade være.
Selv har jeg min gang på flere af Jobcentrene i hovedstadsområdet, og jeg ser sommetider plads til forbedring, men endnu mere rigtig godt arbejde og tilfredse mennesker der føler sig godt behandlet.

Når jeg læser debatindlæg i aviser og på diverse sociale medier, får jeg til gengæld stimuleret mit negativitets-bias og mit trusselsystem, da det er her, vi hører om al det skyld, skam og ansvar vi kan give til Jobcentrenes lovgivning og sagsbehandlere. Og det synes jeg simpelthen ikke er rimeligt.

Jeg er naturligvis enig i, at man skal forsørges af det offentlige, hvis man lider af en kronisk sygdom, alle behandlingsmuligheder er udtømte og man ikke har evne og overskud til at være på en arbejdsplads overhovedet.

Dog møder jeg ganske tit mennesker, der er faldet ud af uddannelse eller arbejdsmarkedet, isolerer sig meget derhjemme og er blevet overbeviste om at de ikke kan noget. Deres selvkritiske tanker har desuden udviklet sig til at kritik af omgivelserne og de har mistet troen på at der findes en god fremtid for dem selv. Disse mennesker forsøger af helt naturlige og menneskelige årsager, at overbevise sagsbehandleren om, at de skal forsørges af det offentlige varigt og evigt samt at de ikke kan honorere selv de mindste krav og forventninger.

I de her dage går jeg ofte og reflekterer over, hvor meget ansvar vi kan og må give det enkelte menneske, som er ramt af f.eks. psykisk mistrivsel. Det være sig langvarig angst, stress, depression som måske ovenikøbet er blevet patologisk. For de mennesker synes muligheder for rehabilitering og bedring håbløse.

Selv bliver jeg mere og mere bevidst om at jeg mener, at vi mennesker, skal kunne mobilisere den foretagsomhed det kræver at gøre det man ved virker – når vi får den støtte og opbakning som det kræver. Og hvad mener jeg med det. Når vi f.eks. ved at søvn, kost -og motionsmønstre kan skabe stor effekt på mange mentale symptomer på mistrivsel, så synes jeg at vi som samfund må kunne forvente, at mennesker tager imod den støtte der kan være til vaneændring indenfor egen sundhed. Og tilbuddene er mange både i vores sundhedshuse som er finansieret af det offenlige.

Hvis vi mennesker ikke gør noget aktivt hver dag for at have det godt, får vi det helt automatisk dårligt. Og de mennesker som har problemer udover ledighed, skal naturligvis kæmpe mere end vi andre, og skal derfor også støttes ekstra og mere. Men at vi i diskussionen om offentlig forsørgelse og ansvar taler om, at mennesker med langvarig angst, stress, depression, personlighedsforstyrrelser mv., skal tildeles førtidspension, synes jeg er en falliterklæring.

Jeg synes til gengæld, at vi skal vise tiltro og veje til, at de mennsker kan få et liv, hvor de bliver inkluderet i det fællesskab vi har, der hedder arbejdsmarkedet. Naturligvis afstemt deres ressourcer og muligheder. I lovgivningen er der rig mulighed for, at det kan være få timer om dagen eller om ugen.

Engang var jeg mentor for en kvinde, der ikke ville på hospitalet for at få taget en blodprøve, fordi hun var så bange for at lægerne ville tvinge hende i noget behandling, som hun ikke havde tiltro til. I min (misforståede) omsorg forklarede jeg lægen, at hun var for angst til at møde op på hospitalet. Lægens svar til mig var: “Man kan altså ikke være for syg til at komme på hospitalet”. 

Med det vil jeg sige, at jeg kender SÅ mange medarbejdere i Jobcentrene, der hver dag gør sig umage og bruger alle deres personlige og professionelle kompetencer, for at det skal blive et værdigt, trygt og udbytterigt møde for mennesket, der kommer i Jobcentret.

Lad os få nuancerne frem og ikke lade os styre af konkrete sager til at overgeneraliseringer og sige at ALT er skidt i Jobcentrene. Det er det ikke. Og vi hjælper absolut ingen ved ikke at kigge nøgternt og pragmatisk på virkelighedens tilstand.

Med tro og håb om endnu mere af den gode beskæftigelsesindsats som jeg heldigvis ser så meget af.

Fra Mia

 

 

 

 

Leave a Reply