Det er længe siden, at det gik op for mig, at mange teenagere foragter facebook. “Facebook er kun for de gamle over 45 år” hørte jeg engang én ung sige til mig. Og fred være med det.

Hvad jeg ikke synes er nær så fredeligt og betryggende, er at teenagere primært interagere via sociale medier, nu hvor de er udelukket fra en almindelig sund mellemmenneskelig kontakt. Bevares, jeg ser nogle sjove søde tik tok-dansefilm af mindre børn, og synes det er meget livsbekræftende, at kigge på. Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over, hvad det og andre sociale medier ellers bruges til og af hvem. Det er jeg langsomt ved at finde ud af. Langsomt og alligevel hurtigt nok!

Jeg tænker her over det paradoksale i, at vi forældre lukker vores digitalt indfødte teenagere løs på de sociale medier, hvor der ikke er voksne tilstede. Jeg sammenligner det lidt med en kampsport uden hverken trænere eller dommere. I bedste fald hygger de sig – i værste fald udspilles en kultur med mangel på respekt og værdighed.

Igår læste jeg et spændende indlæg af Stine Kaplan Jørgensen, der er ph.d. og lektor ved Institut for Læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole og forfatter til bogen Mobbemønstre og Magtkampe. Noget af det hun beskriver er begrebet “moralske frakoblinger”:

“Som mennesker har vi en moralsk forpligtigelse til at tage os af andre, for vi er gensidigt afhængige af hinanden. I teorien er det relativt ligetil. Vi ved godt, at ensomhed gør ondt og det er godt at hjælpe andre ind – og ondt ikke at gøre det. Det ser vi også i trivselsstrategier, mobbestrategier og klasseregler.

”Langt de fleste ved godt, hvad der er det rigtige at gøre, men det kan være sværere, når det kommer til stykket. Frygten for den sociale overlevelse kan spænde ben for det. Og vi er villige til at strække vores moral langt, når det gælder vores egen sociale overlevelse,” siger hun og henviser til begrebet ”moralske frakoblinger”.

Det er evnen til at tale sig væk fra den moralske pligt og retfærdiggøre noget man gør, selvom man ikke burde gøre det.
”Man får tingene til at gå op inde i sit eget hoved, så man kan have det bedre med det,” forklarer Stine Kaplan.

Jeg kan ikke blive ved med at have tiltro til politikere, der siger noget i retning af, at vi asfalterer imens vi kører..” og “at vi helt sikkert kommer til at begå fejl” . Vi har rigeligt med erfaringer fra de seneste 8 uger, der kalder på, at vi får nogle voksne på banen. Jeg melder mig gerne!

Den kommende tid, vil jeg derfor bruge en del af min energi på, at finde fagfolk som Stine, lokalpolitikere, uddannelsesinstitutioner og andre forældre, som vil være med til at løfte denne opgave i flok og finde ud af hvordan vi reelt styrker positive fællesskaber.

Med tro, håb & kærlig

Mia

 

Leave a Reply