Og hvornår er man egentlig gammel i det danske forbrugs- og informationssamfund 2022
Er det, når den enkelte føler sig gammel? Eller er det, når omverden mener, at man er gammel? Eller er det, når man ikke længere rent praktisk kan tage vare på sig selv? Eller er det, når man ikke længere kan passe et arbejde? Eller er det, når man når den alder, som udløser folkepension . Eller er det først, når man kommer på plejehjem?
Man siger også at vi lever længere og sundere end de forudgående generationer, og vi spår om at ”fremtidens ældre” derfor ikke nødvendigvis får brug for det samme niveau af pleje som nu.
Jeg tillader mig altså også at stille spørgsmål tegn ved at vi i dag lever sundere. Min forbeholdenhed kommer naturligvis af den mentale sundhedskrise vi har på tværs af generationer i disse år.
Min tilgang er at vi mennesker ligner hinanden mere end vi er forskellige. Også på tværs af alder. Så gamle mennesker er jo blot mennesker med endnu mere erfaring end os andre.
Noget jeg undrer mig over, er de bokse og kløfter vi mennesker laver mellem os. Og jeg får lyst til at kigge på, hvad der sker, hvis vi begynder at leve bare lidt mere som de hypersociale flokdyr som vi er.
Jeg hører ofte unge med stress og angst sige: “Der er så meget jeg skal forholde mig til, og det hele skal gå så stærkt”. Når jeg stiller spørgsmålet ”Hvor og hvornår føler du dig allermest tryg og rolig”, er svaret ganske ofte: ”Når jeg er hos mine bedsteforældre”.
”Hos mine bedsteforældre står tingene som de plejer, når jeg kommer på besøg. Der er et helt andet tempo og der er god tid til at tale og gøre hyggelige ting sammen.
Idag er børn og unge vokset op i et samfund hvor vi lever efter overbevisningen ”forandring fryder”. Men skal vi ikke lige vende det lidt på hovedet ? Måske er det nærmere ”fryd der forandrer”. Når vi har det godt og trives, kan vi langt bedre håndtere alle de forandringer som er et vilkår i 2022, men vi kan måske også komme ud i den zone, hvor vi synes at forandring og udvikling rent faktisk er en fryd, og ikke bare noget vi gør, fordi det er et must. Nogle 8.klasses-elever besøgte for nogle år siden min virksomhed, og ville skrive opgave om “præstationsangst”. Herunder overvældende nervøsitet og angst ifm fremlæggelser og eksamen. En af de løsningerne de foreslog var, at man træner fremlæggelser ude på kommunens plejehjem. “De ældre sidder jo ikke og griner af os”, var den ene del af det. Men den anden del af det som jeg også er stor fan af, er at vi kommer ud og giver liv til hinanden.
Helt generelt er jeg meget mere til sociale møde fremfor medier. Men teknologien hjælper os jo. Jo tak, det ved jeg godt. Og vi ved også godt at teknologien får en stor plads når vi skal til at løse de velfærdsopgaver der er indenfor ældreområdet. Men jeg har et kæmpestort ønske; At vi mennesker mødes mere ”åndline” end online.
Det gode ved at blive ældre må aldrig begrænse sig til kun det stadig at være i live. Vive bruger begrebet ”det sene voksenliv” som jeg er ret vil med. Måske fordi at begreber som ”de ældre”, ”ældreområdet” osv. Giver mig associationer om noget der er svækket og i forfald.
Vi skal dyrke og styrke al det gode ved at blive ældre, så selv de unge kan få øje på noget godt ved at blive gammel. De fleste mennesker har betydningsfulde gamle relationer. Tænk bare på barnets relation til bedsteforælderen.
Tænkt hvis det ligefrem kunne blive attraktivt at blive gammel. Måske jeg er naiv, men jeg tror faktisk på, at jo mere LIV vi får skabt i fællesskabet på tværs af generationer, jo mere attraktivt bliver det.
I min praksis møder jeg unge, der for en stund (for nogle desværre flere år) lever med mange bekymringer, stress og angst. Det er ikke dem føler sig udødelige og evigt unge.
Og ja naturligvis afhænger det gode ved at blive ældre af, hvilke fortællinger der fortælles om at blive gammel.
Så lad os i fællesskab ruske lidt i den dominerende fortælling om aldring som i vores kultur er en ”nedadgående fortælling” – det bliver stadig værre i alle henseender – fysisk, mentalt, socialt osv. Det er det nemlig ikke altid. Langt fra. Og hvordan kan vi få en ny fortælling. Det kan vi kun ved at engagere mennesker der ser, mærker og tror på at fremtidens sene voksenliv livligt.
Naturligvis skal vi også forholde os til at vi i de kommende årtier vil se en markant stigning i andelen af ældre i befolkningen og at forudse de samfundsøkonomiske prognoser som det medfører. Men det ene udelukker ikke det andet som jeg ser det. Når vi styrker livskvaliteten og fællesskabet, påvirker det i sidste ende også samfundsbudgettet.
Det eksistentielle grundvilkår ”døden” er urokkelig, så lad os rokke ved fortællingen om vejen derhen og lad os skaber oaser af fællesskaber i vores lokalsamfund, hvor vi går fra ord til handling.
Med alderen synes jeg i stigende grad til at forstå mig selv gennem det liv, jeg har levet. De mennesker jeg har mødt, dem jeg har i mit liv, det jeg har opnået og i høj grad alle de fuckups og nederlagsfølelser jeg i perioder har marineret mig selv i.
Noget jeg har lært og at jeg har indflydelse på, hvad jeg bærer med mig fra min personlige historie. Vores forståelse af vores fortid beror nemlig i høj grad på, hvordan vi taler om den. Både til andre og til os selv.
Hvis ikke vi gør noget aktivt for at have det godt, får vi det automatisk skidt. Det er en naturlov, som gælder på tværs af alder. Vi må derfor øve os i at holde det positive i forgrunden, så det kan være med til at skabe det gode ved at blive ældre.
Jeg glemmer ikke dengang hvor en veninde sagde ”det er fantastisk at blive 50 år”. Nu er hun over 60 år og siger ”det bliver kun bedre dag for dag”.
Måske handler det om at vi lærer os selv bedre at kende. Får lidt ro og både accepterer og nyder, det der er, fremfor det vi ”mangler”. Med alderen behøver vi ikke længere hele tiden at skulle præstere for at opleve tilfredshed med os selv. Vores gøremål har værdi i sig selv. Vi bliver mere bevidste om at ”luge ud i ukrudtet” og lægger vægt på aktiviteter, arbejde og relationer som er meningsfulde og nærende for os.
Hvordan kan vi på tværs af generationer bidrage med ideer, energi og ressourcer så vi i højere grad ser, mærker og tror på at det sene voksenliv sprudler af fællesskab, så det er megaattraktivt både at være og blive benævnt: gammel?
Så lad os sammen gå fra ”Ældrebyrde til ældrestyrke”. Sammen.
Kærlig hilsen
Mia, 46 år
Seneste kommentarer