Da jeg en december-eftermiddag stillede op til et interview til de 2 journaliststuderende Louise Raundahl og Pernille Stiesdal, anede jeg ikke, at jeg ville sidde selveste nytårsdag og høre en nytårstale der skulle ryste mig.
Jeg er hverken for eller imod flere anbringelser, men én ting jeg kæmper for er bedre anbringelser. Og som støtteperson for forældre med anbragte børn, må jeg sande at der er plads til forbedring. Jeg håber inderligt at politikerne vil se nærmere på HVORDAN vi kan forbedre de nuværende forhold for anbragte børn, fremfor at se på flere og mere.
Man skal hverken være psykolog eller socialrådgiver for at vide at børns trivsel er på spil, når kommuner ikke er gode nok til at sikre anbringelser der giver børnene sikkerhed, forudsigelighed og tryghed. Og det skal simpelthen blive bedre.
”Jeg var sikker på, at jeg havde større chance for at beholde mine børn, hvis jeg gik fra børnenes far. Men sådan blev det ikke, og jeg følte, at vores sagsbehandler konstant modarbejdede mig.”
42-årige Maria er tilbageholdende og holder lange pauser. Hun vil ikke mødes hjemme ved sig selv, da det er her, hun finder ro. Alt skal helst være klar, når datteren kommer hjem fra skole kl. 14. Da er det nemlig tid til at være mor.
I nedstående link kan du læse om manglen på rådgivningen af forældrene ift deres ret til en støtteperson iht Servicelovens § 54. Tak fordi jeg måtte give Jer Louise Raundahl og Pernille Stiesdal mine erfaringer og synspunkter med: https://pesti49.wixsite.com/stoette
Med tro og håb om bedre anbringelsesforløb.
Mia
Seneste kommentarer