Fra første gang jeg hørte Anne Skare Nielsen tale om hvordan vi kan lære spotte trends, holde fokus på målet, overkomme frygt og tabuer, træne nye, fremtidsorienterede egenskaber og visualisere fremtiden som iøvrigt er fyldt med magiske øjeblikke, var jeg solgt.
Og en af de trends som er vokset allermest hos mig er trenden “fra mere til bedre.”
Udover at købe bogen Fremtidssans blev jeg også pladask forelsket i fællesskabet Universal Futurist som har givet mig en familie og kollegaer på samme tid.
Jeg har er oprindeligt uddannet socialrådgiver, og har arbejdet i Kriminalforsorgen og med misbrugsbehandling indtil for 10 år siden, hvor jeg valgte at blive selvstæ(n)dig. Jeg savner sommetider mine tidligere kollegaer, men jeg savner ikke de systemer, som jeg var en del af. Og her 10 år efter er jeg særligt drevet af at finde ud af hvordan trenden “fra mere til bedre” især kan bringes i spil på uddannelses, -beskæftigelses, -og det sociale område.
Jeg er nemlig sat på denne klode for at få flere børn og unge til at trives bedre. Derfor er jeg i fuld gang med at udvikle et træningsunivers, hvor vi gør mentale udfordringer til mentale styrker.
Hvordan går vi fra at så mange børn med særlige forudsætninger ender med at få “særlige behov” og ryger ind i Serviceloven og i kommunernes og psykiatriens tribal-maskineri?
Jeg tror på at den bedste måde at håndtere mental trivsel på er ved at skabe teknikker, der ikke fastholder os, men hjælper os med at komme derhen, hvor vi gerne vil, og så skal vi hjælpe og støtte hinanden hele vejen derhen.
Det ER et langt sejt træk, der skal til -og derfor bliver jeg så glad og stolt når vi på tværs af fagligheder og systemer samarbejder bedre.
Når jeg står med en familie som har brug for støtte, øver jeg mig i at spørge: “Er det her mere, eller er det bedre?” Har vi for eksempel brug for flere møder, eller skal vi hellere se at få bedre møder? Skal vi have flere handleplaner og progressionsrapporter, eller skal vi i højere grad sikre bedre skriftlighed som rent faktisk gør en forskel.
Jeg har ikke svaret på hvad “bedre” egentlig er. Men jeg gør mig umage for hver dag at finde ud af det.
Hvis du skulle vælge, hvad har dine børn så brug for? Flere youtubekanaler eller bedre? Flere politikere eller bedre politikere? Mere skoletid eller eller bedre skole? Flere regler eller bedre regler? Mere mad eller bedre mad?
Mere er nemlig nemt nok – det kræver blot, at vi gør som vi plejer og skruer endnu mere op for håndtagene.
Skal vi prøve at tænke anderledes?
Bedre er nemlig en helt anderledes måde at tænke på. En måde, der kræver tid, tålmodighed, fordybelse og refleksion. Og mod til både at mærke efter og at gå andre veje end den, der er pløjet for en. Vi lever i en tid hvor forandringer sker med lynets hast. Vi kan ikke læne os op ad historien, men skal i langt højere grad kunne skabe noget nyt.
I bogen Fremtidssans får vi nogle bud på hvad bedre egentlig er:
I tribal kigger vi for eksempel på arbejdsmarkedet og tænker, at mere arbejde er løsningen. Arbejd, arbejd … for fanden! Det virkede i gamle dage, så det virker nok også i morgen, lyder mantraet. Så vi skal have folk til at blive længere tid på arbejdsmarkedet og ikke smøle alt for meget rundt i starten. Vi flytter pensionsalderen, vi ser ned på dem, der ikke er i arbejde, men kommer alligevel nemt til at tale om arbejdet som en straf eller en værnepligt, som det gælder om at slippe for hurtigst muligt. I planetary ser vi anderledes på sagerne. Vi spørger: “Hvordan kan vi skabe et arbejdsmarked, hvor vi har brug for hinanden? Hvor vi udvikler os og bliver dygtigere, fordi det har en værdi i sig selv.” Vi indretter os mere frit. I stedet for at gå på pension holder vi pauser gennem tilværelsen, vi har mange arbejdsgivere og et rigt liv i lokalsamfundet, og så ser vi på arbejdet som der, hvor vi bidrager med vores skaberkraft, så vi selv og andre bliver glade.
Vi opfordres også til at dyrke os selv og hinanden som en plante, hvilket jeg synes er et fantastisk godt billede på skiftet fra mere til bedre. Og nu hvor jeg særligt at optaget af hvordan vi får indrettet et bedre børnevenligt samfund, synes jeg det er oplagt at se vores kære børn og unge som planter. For at vokse og trives skal planten have vand, næring, sollys og CO2. Begrænsningen er altid det, der er for lidt af. Så mangler planterne vand, og hælder du vand på, vil planterne blomstre, til de når den næste begrænsende faktor.
I tribal fik vi et større og større udbytte ved at hælde mere og mere på. Mere skoletid. Mere test. Mere fokus på uddannelsesparathed. Mere følelsesregulering og adfærdstræning. Mere aula. I takt med at hastighed og økonomisk er blevet ophøjet til det ideelle har “trivselsmålingerne” hos børn og unge samtidig vækstet i den forkerte retning og vi taler idag om hvordan vi med vores tribaltilgang har tilladt os at sende omkostningerne videre til både klimaet og de næste generationer.
Når vi istedet tænker mere planetært ser vi på helheden. Vi skal så at sige gøre op med mere/mindre-mindsettet og fokusere på at lave noget bedre til flere mennesker (og planeten) med de rette ressourcer.
Når vi ihærdigt giver vores plante mere vand, for at få den til at gro i en fart, drukner den sjovt nok. For ikke at tale om når vi stiller den ud i direkte sollys eller tror at vi skal give nøjagtigt det samme til kaktussen som til solsikken. Ja så går det galt. I relation til mit arbejde, må jeg sige at jeg ikke længere møder nogle unge mennesker der trives med mere, hurtigere, højere. Jeg møder dem når de er overvældet af angst, stress eller har mistet al deres motivation.
Nedenfor har jeg citeret et længere uddrag fra bogen Fremtidssans. Du kan jo enten læse med, eller købe bogen, hvilket jeg jo klart vil anbefale dig.
Gør det bedre, gi’ det videre
De rigtige vindere i Fremtidsspillet finder vi i en for mange højst uventet branche: de varme og halvvarme hænder.
Pædagoger og SSP-konsulenter er de eneste af vores kunder, der ringer og spørger, om de skal have madpakke med, når de skal på kursus. Hvor er det typisk, at de, der giver mest til verden, forventer at få mindst tilbage. Det er også dem, der lader låget på kaffekanderne stå åbne, så personalet kan se, hvilke kander der er tomme. Til sammenligning kan du godt regne med, at kopper og kander står alle steder i lokalet – bag gardinerne, på toilettet, under stolene – når den finansielle sektor har været på besøg. De små ting i ens adfærd siger rigtig meget om, hvem man er i verden. Ikke mindst hvordan en persons position i samfundet tillader personen at opføre sig. Og den evige udfordring med at skrue ned for sit ego og dens krævermentalitet og gå fra “entitled til enlightened”.
Socialpædagoger, pædagoger over en bred kam og SSP-konsulenter er de sødeste, rareste og mest selvopofrende mennesker i hele verden. De tænker ikke bare i “bedre”, men også i at give det videre: Hvordan kan jeg gøre livet lidt bedre for dem, der kommer efter mig? (Om det så bare er at kunne få fyldt kaffekoppen lidt hurtigere).
Mange af de her mennesker er født planetære, og de har personligt og som faggrupper gennem mange år kæmpet for at skabe nye spilleregler. Hver evig eneste dag tørrer de snot af næsen på de usympatiske børn, samler fulde folk op fra gaden og slår et slag for udsatte, som de hverken kender eller er i familie med. Og det, fra de står op om morgenen, til de går i seng om aftenen.
I tribal er mennesker, der ikke har en plads i samfundet, generelt lidt trælse. Når man falder gennem samfundets netværk og rammer bunden, er det svært at rejse sig igen. Fra deres perspektiv ser fremtiden mørk ud: dem, der er rige og raske, får det bedre, mens de syge, fattige og udsatte får det værre.
Forestil dig, at en skoleklasse bestod af otte børn og tre voksne. Lyder det vildt? Ikke i planetary. Her vil det være normalt, for mennesket går forud for systemet. I tribal er det omvendt. Her kigger man på budgetterne og konkluderer, at det ikke kan lade sig gøre, fordi der ikke råd til det.
Fra det planetære perspektiv er udsigten nemlig den, at vi spørger os selv, hvad vores behandling af vores medmennesker siger om os som mennesker. Hvem er vi i verden, hvis vi gør det her? Føj. Med det samme vi har stillet spørgsmålet, vil planetære spillere overføre flere penge, flere ressourcer og stille en 24-timers hjælpelinje til rådighed.
For i det planetære mode hjælper alle hinanden, så alle bliver vindere, og ingen taber.
Så, ven! Hvor er du allerede bedre?
Hvor træffer du allerede beslutninger, ud fra hvem du ønsker at være i verden?
Hent dine erfaringer og magiske øjeblikke herfra, og gør det bedre.
Ikke mere, men bedre.
Seneste kommentarer