Har vi indrettet samfundet på en måde, som er på kollisionskurs med hjerner?

Den engelske psykologiprofessor Paul Gilbert har i mange år arbejdet med denne problematik. I sin bog ”The Compassionate Mind” fra 2009 peger han på flere afgørende forhold, som kan forklare de udfordringer.

Blandt pattedyrene er menneskebarnet særdeles hjælpeløst og har brug for mange års omsorg, tryghed og kontakt, inden det kan klare sig selv. Samspillet med omgivelserne er helt afgørende for hjernens udvikling. Meget forenklet er hjernen opbygget af strukturer, eller snarere neurale kredsløb, som vi har tilfælles med krybdyr og pattedyr (gammel hjerne), og nyere funktioner, der er særegne for mennesket (ny hjerne).

Ved for eksempel svær angst lukker den ”ny hjerne ned”, og de mere basale kamp/flugt-reaktioner sætter ind. Udfra et evolutionært perspektiv er det fornuftigt nok, men dér hvor vores nye hjerne kan være med til at give os problemer, er når den bruger funktioner som bekymring, grublerier og urealistisk katastrofetænkning, som er med til at vedligeholde angsten. ”We have a tricky brain,” som Gilbert formulerer det.

Opvækstforhold og den tilknytning, man har til de nærmeste omsorgspersoner i det nære miljø, har en afgørende betydning for hjernens udvikling, for ens tænkning om sig selv, andre og syn på verden mere generelt. Denne tænkning vil være i tæt samspil med ens følelsesliv, fysiske reaktioner og måder at handle på.

Kort sagt er vi udstyret med en hjerne, som er lavet til os snarere end af os, og vi er fundamentalt afhængige af, at nogen elsker os og tager sig af os. Vi har brug for andre at spejle os i, vi har brug for et trygt forum at eksperimentere i, at kunne begå fejl og lære af dem. Samtidig har vi brug for, i samspillet med andre, at udvikle forståelse for hinanden og hinandens reaktioner, have indlevelsesevne og medfølelse med andre.

Paul Gilbert understreger, at vores biosociale mål og motiver for for eksempel tilknytning, status, sex og præstation styres af emotioner. Har man succes, opleves dette ofte som en strøm af positive følelser og fornemmelser i kroppen. Møder man forhindringer eller trusler, vil man opleve negative følelser, angst, vrede eller tristhed.

Med afsæt i neuropsykologisk forskning har han fremsat den teori, at der er tre meget centrale følelsesregulerende systemer, som gensidigt påvirker hinanden. Der er et trussels- og selvbeskyttelsessystem (fokus på farer, sikkerhed og overlevelse), et motivations- og ressourcesystem (med fokus på præstationer og opnåelse af ressourcer, men også på lystbetonede aktiviteter) og et beroligelses- og tryghedssystem (med fokus på tilfredshed, samhørighed, fordringsløs væren og dermed hvilen i sig selv).

Trusselssystemet vil altid have forrang ( better safe than sorry ), men alle systemer er vigtige, og det er afgørende for vores psykiske velbefindende, at der er balance imellem dem. I forbindelse med angst, stress og depression vil der som regel være ubalance, nemlig stor aktivitet i trussels-og selvbeskyttelsessystemet og i motivations- og ressourcesystemet, og næsten ikke aktivitet i beroligelses- og tilfredshedssystemet.

I et samfund med fokus på vækst, accelleration og børn der skal være i kognitive institutioner langt før den “nye hjerne” (neocortex) begynder sin udvikling i 12-års-alderen, kan man forudse et motivations- og ressourcesystem på overarbejde.

Muligvis er arbejdstiden blevet kortere inden for de seneste årtier, men arbejdsbyrden er for mange den samme, resulterende i et meget højt arbejdstempo. Mange steder blandt andet i den offentlige sektor har man indført den såkaldte leanmodel. Allerede i vuggestuerne indføres læringsmålsætninger med mere, samtidig med at tid til at lege og være børn reduceres. Fritiden fyldes ud med underholdning via de digitale platforme – noget, der stimulerer lysthormonet dopamin.

Trusselssystemet er samtidig konstant på overarbejde. Der er en angst for at falde igennem, en angst for at falde ud af gruppen, for ikke at leve op til de krav, samfundet og ikke mindst man selv stiller til sig selv og sine omgivelser. Den store taber er trygheds- og beroligelsessystemet. Det offentlige skal spare penge, så der bliver færre til at løfte omsorgsopgaverne. Samtidig med, at antallet af de personer, der styrer og evaluerer de utallige tests, øges, sparer man på de såkaldt varme hænder, på de mennesker, der yder et reelt omsorgsarbejde. Dermed forsvinder det menneskelige nærvær og følelsen af forbundethed.

Vi skal igang med at betone værdien i tryghed, samhørighed, autentiske mødeøjeblikke og omsorg for hinanden. Vi skal skabe et samfund, hvor vi oplever forbundethed med andre mennesker. Både med jævnaldrende, men i høj grad også med andre generationer. Hvis vi reelt lever som de hypersociale flokpattedyr vi er, tror jeg på at vi kan reducere antallet af mennesker der oplever tomhed, angst, depression og mistrivsel.

Gilberts pointe er, at det er ikke din skyld, at du har det, som du har det. Din hjerne er tricky. Men ved at indrette samfundet, som vi har gjort, er vi på kollisionskurs med vores biologi. Ved at stimulere og aktivere beroligelses/tryghedssystemet og ved både på det individuelle og kollektive plan at kultivere medfølelse, kan vi lære at navigere trods de stærke følelser og følelse af ubehag.

Læs hele kronikken af Bodil Andersen i Kristligt Dagblad her: Samfundet er på kollisionskurs med vores hjerner