Ofte møder jeg voksne som bruger begrebet “Curling-forældre” om andre. Selv er jeg temmelig allergisk over de her stempler vi går og sætter på hinanden.
Jeg synes det kunne være interessant, hvis vi istedet for at sætte stempler på hinanden, blev nysgerrige.
Med vores nysgerrige og fordomsfrie tilgang, kan vi med garanti få noget ud af at tænke: “Alle forældre gør det bedste de kan –også selvom det udefra set langt fra altid er godt nok”.
Når vi forældre så gør det bedste vi kan, og alligevel blivere “curlere”, kan vi risikere at få hjælpeløse børn og unge. Det kan vi alle komme til i bedste mening , og selv med opmærksomhed på, at vi gerne vil lære vores børn, at vi tror på dem og at vi stoler på at de godt kan løse mange ting selv.
Tillært hjælpeløshed
I 1965 gjorde den amerikanske psykolog Martin Seligman nogle bemærkelsesværdige opdagelser ved forsøg med hunde. Ved at gentage en bestemt lyd i forbindelse med et elektrisk chok fik han hundene til at associere lyden med chokket. Til sidst blev de forskrækkede, blot de hørte lyden.
I begyndelsen spillede man lyden for dem, mens de var i snor. Efter et stykke tid tog man snoren af dem, og det eneste de skulle gøre for at slippe for lyden, var at bevæge sig væk. I stedet lagde de sig ned og pep.
De udviklede, hvad der i dag er blevet et alment anerkendt psykologisk begreb, “Learned helplessness” – frit oversat: “Tillært hjælpeløshed”.
Denne form for hjælpeløshed ses hos mennesker, der har oplevet en gentagen fiasko samt hos børn og unge, hvor forældrene har forhindret og løst samtlige konflikter for dem. Så når vi i omsorg og bedste mening takler, rummer og løser deres konflikter på deres vegne, viser vi dem inddirekte, at vi ikke tror på at de selv kan.
Så det gode gamle begreb “hjælp til selvhjælp” skal vi som forældre huske. Når vi hjælper vores børn til at hjælpe sig selv, gør vi dem fortagsomme fremfor hjælpeløse.
Tillært hjælpeløshed forklarer, hvorfor nogle virker apatiske og gør sig fuldt afhængige af forældrenes hjælp, fordi de mener, at omstændighederne gør deres egne valg og muligheder for påvirkning i livet ubetydelige.
For nogle af de unge jeg møder der er flyttet hjemmefra, fører den tillærte hjælpeløshed til depression, fordi de lader stå til i stedet for at skride til handling. De tror simpelthen ikke på at sig selv og deres egen handlekraft !
Det gjorde min barndom som lille ansvarlig voksen og et 17 årigt ægteskab med en dominerende styrende eksmand. Samt 3 børn som er vokset op med en skæv værdifordeling i livsperspektiv.
Det var en øjenåbner i en alder af 40 år
Heldigvis har dine 3 børn en mor, der søger indsigt og forståelse. Viden om hvad der kan gøre os “hjælpeløse”, skal helst give os tro og mod på forandring, så vi kan genvinde selvrespekt og værdier. Det håber jeg du har. Tak for din kommentar Pia.