Hvad er du ked af siden du er så vred?

Hvorfor skal vi voksne have kontakt til vores følelser? 

Vi voksne kan ikke give noget vi ikke selv har, og børn kan ikke udvikle sig fra noget de ikke får. Så derfor mener jeg at alle voksne, der har kontakt med børn, har pligt til og ansvar for at kigge på sig både udefra og indefra. Som jeg afslørerede igår har jeg langt fra altid være opmærksom på at vrede og ked-af-det-hed hænger sammen for mig. Så rigtig tit har jeg virket vred på for mine omgivelser, hvor jeg egentlig mere har været bekymret eller ked af det. Da jeg var yngre havde jeg svært ved at regulere mig selv i pressede situationer. Og da jeg blev mor fulgte der ikke ligefrem et “kørekort med” så min søn Anton har da også kunne mærke, når jeg var i ubalance.

Frygten for at blive ekskluderet

Mange børn (og voksne egentlig også), der reagerer med vrede, reagerer på en grundlæggende og helt naturlig frygt for at blive ekskluderet. Den usunde spiral starter allerede dér hvor barnet der er udadreagerende møder voksne der kommer med irettesættelser og skæld ud som skidt fra en spædekalv.

Vi voksne vil jo gerne lære børn, at man ikke må være tarvelig over for andre. At man skal tage ansvar for sine handlinger. Og vise empati. Men vi glemmer at spørge os selv om det er irettesættelser eller skæld ud der skaber den forandring vi ønsker at se. Ikke rigtig vel?

Da jeg for mange år siden arbejdede i Kriminalforsorgen i Frihed og underviste i “Anger Management”, vil jeg mene at jeg mødte nogle af de børn, som nu var blevet voksne, og ud af den flok af børn, der har allermindst empati, medfølelse og forståelse.

Skam og forkerthed

Hvis vi nu antager at børn og unge, som udtrykker sig vredt, vildt og voldsomt også er børn der skammer sig, og vi prøver at sætte os ind i hvordan det er at være dem, tror jeg vi langt bedre kan hjælpe. Som voksne kender vi til hvor skamfuldt det kan være som menneske, aldrig rigtig lykkes med at passe ind og høre til. En, de andre ikke vil lege med. Og måske er det præcis sådan mange børn der kæmper med udadreagerende adfærd har det. De kæmper faktisk for deres overlevelse.

Nogle forskere kalder skammen for socialiseringens følelse. Det vil sige den følelse, der hjælper os med at mærke, når vi bliver for lidt eller for meget i forhold til de sociale fællesskaber, vi er del af. Den, der gør, at vi kan tilpasse os. Vi har brug for at kunne tilpasse os, fordi vi som mennesker er sociale flokdyr. Det er helt grundlæggende for os.

Med dette indlægge vil jeg i virkeligheden bare invitere alle til at kigge nysgerrigt på adfærden fremfor at dømme den. Og kigge bagom adfærden f.eks på at gætte på hvilke tanker, følelser og kropslige signaler der aktiverer adfærden.

TAK fordi du læste med.

Kh Mia