Peter Lund Madsens bog “Når Børn og Unge får Angst” er en gave til de angste og deres forældre. Der er ingen quick fixes, ingen smarte life-hacks, men i stedet hjælpsomme, refleksioner, bunkevis af håb og en masse varmende livsklogskab fra en udpræget empatisk humanist, som kender til livet med angst fra sit professionelle arbejde såvel som fra egen krop.
Jeg blev i godt humør af at læse bogen, og som en anmelder skrev, kan den virke som blid balsam på urolige hjerner, angste sjæle og bekymrede forældre. I mit kommende kursus til forældre til børn med overbekymring og angst har jeg valgt at have et modul der hedder ”drop skammen som forælder” og jeg synes i den grad at Peter Lund Madsen bog giver forældre mulighed for at erstatte skamfølelser med en forståelse af angstens væsen samt ikke mindst også chancen for at se et eller flere lys forude.
I mit arbejde med børn og unge, kan jeg noglegange fejlagtigt få en overbevisning om at “alle børn har angst”, men det er neto en misforstået overbevisning der udspringer af, at dem jeg møder har bekyrminger eller angst i en grad af det berøver friheden og de derfor gerne vil have hjælp.
Men mine alarmklokker ringer alligevel lidt -og med rette. Fordi indenfor de seneste 15 år er der sket mere end en fordobling i antallet af angstdiagnoser hos børn og unge. En stigning,som formentligt skyldes en blanding af øget fokus på diagnosticering og de forhold der er i vores moderne samfund og i den måde vi lever på.
Mange af de børn og unge jeg møder synes det er svært at finde sin værdi som menneske. Og selvom vi som forældre gør alt hvad vi kan for at fortælle vores børn at de er værdifulde, skal vi huske på, at der for vores barn er stor forskel på at vide man er værdifuld og det at føle sig værdifuld.
Jeg har i mange år tilladt mig at se angst som en sund reaktion på noget usundt. Når jeg siger det, kigger nogle (voksne) lidt forbeholdent og afventende på mig. Måske får de en automatisk tanke såsom ”mener hun er det er MIG der er den usunde?”. Og nej det gør jeg ikke. Men jeg oplever, at vi skal blive langt bedre til at se på om vi skaber nogle børnevenlige rammer og miljøer for børn at vokse trygt og sikkert op i. Både i vores samfund som helhed, i vores institutioner og hjemme i familien. Og vi skal turde spørge os selv, om vi skaber den forudsigelighed og struktur, som kan give barnet tryghed.
At angst er en reel og stor udfordring for både for barn og som forældre. Og jeg vil slå fast med syvtommersøm og til enhver tid gå op imod den der siger at angst er hysteri, manglende motivation for at komme i skole, eller et resultat af dårlig opdragelse.
Angst kan være pinefuld, men den er ikke farlig i sig selv, og den kan heldigvis i langt de fleste tilfælde styres eller overvindes. Vi kan både gøre noget aktivt ved at opsøge hjælp og vi kan berolige os selv med at tiden der går, også modner barnets hjerne hvilket også gør noget godt helt i sig selv
Når den del af hjernen vi kalder ”tænkehjernen” (også kaldet neocortex) udvikles, bliver barnet både bedre til at forstå verden og sig selv. For mit eget vedkommende med en søn på 17 år, kan jeg i den grad tilslutte mig at hans alder har haft en helende betydning i sig selv – det håber jeg kan bringe håb til mange af de forældre til mindre børn med angst.
At angst, bekymring og uro fylder for meget i vores dagligdag, er ifølge Peter Lund Madsen forventeligt og naturligt, for vores hjerner er skabte til at være bange, og angst er en overlevelsesmekanisme, som vi alle har brug for, men som kan være svær at kontrollere for dem, som er født med en ”bekymret hjerne”. Når vi nu ved dettte, er det også vigtigt at vi er opmærksomme på om vi komme til at smitte vores børn med vores egne bekymringerne. Det tror jeg selv, jeg har gjort rigtig meget da min søn var lille – helt uden at ville det.
Så som Peter Lund Madsen siger; ”Ja, angst er for en stor dels vedkommende medfødt. Min tendens til bekymring og angst er medfødt. Min hjerne er skabt til at være bekymret. Det er sådan, det skal være. Menneskehedens overlevelse afhænger af, at der fødes mennesker med nervøse hjerner. Hvis alle blev født ubekymrede, uden nogen form for frygt og bæven, ville det hurtigt ende helt, helt galt. Vi mennesker må ikke være ens. Vi skal være forskellige, vi har alle vores rolle at spille, og der er brug for os alle sammen,” erklærer Lund Madsen, der selv har måttet kigge sin angiveligt medfødte angst i øjnene, siden han var en lille dreng, men som har lært at acceptere den som sit livs grundvilkår og i kraft heraf også har lært at styre dens værste hærgen:
Selv synes jeg det er noget utroligt opmuntrende ved Peter Lund Madsens snit på angsten som en forudsætning for artens og fællesskabets overlevelse: Nogle er født til at være dumdristige og vilde, andre til at være bekymrede og forestille sig alt det værste, der kan ske. De frygtsomme, som har fået hjerner, der skeptisk kan påpege fejl, når dumdristige planer bliver lagt frem, har en mission i forhold til fælleskabet. Hjerner, som er disponeret til at udvikle angst findes kort sagt, fordi der er brug for dem, mener han:
”Tendensen til bekymring og angst er medfødt. Den udspringer fra hjernen og ikke fra fortrængte konflikter. Når din datter eller søn har en ængstelig tilgang til tilværelsen, er det ikke din skyld. Det er medfødt og har ikke noget med opdragelsen at gøre. Du har ansvar for, hvordan du håndterer det, men ikke for at det er opstået. Tilsvarende er det ikke min mors og fars skyld, at jeg er bekymret, og de har hjulpet mig til at kunne leve godt med det,” skriver Lund Madsen.
Som Peter Lund Madsen påpeger i bogen, er overgangen fra en lettere bekymringstendens over en decideret ængstelig tilgang til livet og frem til en tilstand, hvor en diagnose kan komme på tale, glidende. Han understreger også, at man skal skaffe sig hjælp, hvis angsten begynder at nedsætte livskvaliteten i væsentlig grad.
Seneste kommentarer