Jeg samarbejder med en dygtig psykiater, som mener at nærhedssvigt, er et af de værste former for omsorgssvigt. Det har jeg tænkt en del over.
Samtidig føler mange af de unge jeg arbejder med, at de er ensomme. De har masser af venner, men føler sig alene. Forleden spurgte jeg 22-årige Benjamin, hvad det betyder for ham, at føle sig ensom.
“For mig betyder ensomhed, at jeg ikke føler mig forstået. Mine forældre synes de gør alt det de kan, og jeg synes bare, at de er allermest optaget af deres egen karriere og på at svare på mails. De giver mig dyrt tøj, og vi rejser meget i familien, men jeg oplever sjældent, at de sådan helt ægte, er interessrede i hvordan jeg har det indeni. Og med vennerne tager jeg bare en façade på og spiller spillet som om alting er godt”
Nu har Benjamin fået diagnosen ADHD. Den Benjamin jeg kender, er dog langt fra hyperaktiv. Men hans opmærksomhed er bestemt forstyrret. Når han fortæller om sit liv, forstår jeg godt, hvorfor han har svært ved at koncentrere sig. Han har altid haft nemt ved skolen, men har r..kedet sig som han siger. For at slå tiden ihjel har han levet af at dagdrømme og af at planlægge alle de ting han gerne ville når folkeskolen var overstået. Nu læser Benjamin en prestigefyldt uddannelse på CBS, men har svært ved at koncentrere sig. Og mistrives. Indeni.
Benjamin er bare een af de rigtig mange unge, jeg møder som for mig at se, er blevet et produkt af den digitale verdens skyggesider.
Mange af os har ikke længere brug for et ur, da vi jo bare kigger på telefonen. Og når vi nu alligevel kigger på telefonen, kan vi jo ligeså godt samtidig tjekke mails, sms’er og facebook. Hvis der så er besked til os, kan vi jo ligeså godt svare de beskeden. Og pludselig har vi glemt, at vi i udgangspunktet tog telefonen op, for at se hvad klokken var.
“Jeg har ingen tidsfornemmelse” var der en 19-årig pige der sagde til mig idag. “Og nej, jeg har heller ikke nogen kalender”. Jeg spurgte hvordan hun så håndterer det med at møde op til de aftaler hun har med kontaktperson, psykolog og med mig som mentor. Min støttekontaktperson husker aftalerne for mig!
Med risiko for, at jeg får skæld ud af mine fagfæller og af andre teenageforældre, vil jeg alligevel påstå, at vi hjælper de unge direkte ind i hjælpeløshed og fastholdelse i manglende koncentrationsevne, når vi oversamarbejder, og dermed overtager deres problemer.
Jeg siger ikke at alle unge, skal rende rundt med en stor tyk Mayland-kalender, men hvis de lider af koncentrationsbesvær og nemt får forstyrret deres opmærksomhed, skal vi starte blidt. Det kan f.eks være ved at få en kalender og planlægge. Ikke nødvendigvis planlægge måneder frem, men til en start: dagen imorgen !
Vi lever i et samfund med informationer vi får med lavinefart og som gør, at vi meget nemt bliver distraheret.
Konsekvenserne af smartphonens evige tilstedeværelse og sociale mediers avancerede belønningssystemer rækker langt ud over den enkelte unge. Tidens distraherede, impulsstyrede hjerner danner nemlig også grobund for et distraheret, impulsstyret og bevidstløst forhold til vores nærmeste.
Hvis vi vil have en nær relation til vores børn og unge, skal vi alle gøre os umage for at skabe nærhed. Og hvis vi som forældre eller omsorgspersoner i de offentlige regi, mister evnen til fokus, fordybelse og empati, omsorgssvigter vi faktisk. Helt uden at vi ved det -eller vil det.
Afbrydelser udefra er ofte stærkt ødelæggende for fokus og fordybelse. Forskning har vist, at når vi skifter fra en type opgave til en anden, følger opmærksomheden ikke med øjeblikkelig. Den bliver til dels hængende ved den forrige opgave, og det bliver sværere at fokusere på det vi var igang med. Hver gang du bliver afbrudt i koncentreret arbejde, skal din hjerne bruge tid på at komme tilbage til, hvor den slap.
Jeg er selv installeret med en Iphone som arbejdsredskab. Den fungerer også som al muligt andet. Da min søn var lille, kunne han sikkert godt have troet, at min telefon var en legemsdel på linje med mine arme. Den var ihvertfald altid helt tæt på mig.
Apple’s logo kender de fleste. Men hvad symboliserer æblet for dig. Vel at mærke et æble, der er taget en bid af. For mig er symbolikken klar. Min Iphone er mit hjælpemiddel, men den har også invaderet, overtaget og spist store dele af min hjerne. Det er nærmest kun i badet, den ikke er med. Og hvor slapper jeg allermest af? I badet.
Lægen Imran Rashid har ikke skrevet bogen “Sluk” forgæves. Den er til mig selv. Og mange andre.
For dybest set, er der vel ingen af os der ønsker at omsorgssvigte hverken andre eller os selv.
Seneste kommentarer