Pludselig styrter regnen ned
Og alle søger ly et sted
Men jeg tror bar’, jeg bli’r her
Jeg gider ikk’ og løbe mere
Jeg kigger i et spejl af vand
Og det’ så der, vi ser hinanden
Og du spørg’ mig, hvad der sker
Hvorfor jeg ikk’ vil kæmpe mere
I September 2016 mødte jeg min kæreste. På den anden date, sad jeg og græd, når jeg talte om nogle kritiske ting i min familie, og hvordan det påvirkede mig og mit arbejdsliv. Jeg involverede ham ikke så meget i hvad der foregik, men han skulle hurtigt finde ud af, at jeg var meget ramt. Jeg kunne nemlig ikke sove. Og trods søvnbefordrende medicin, kunne jeg alligvel vågne op med overvældelse af desperate tanker og panik. Jeg valgte at tage nogle store beslutninger, som blandt andet betød at jeg gik ud af det firma jeg havde stiftet og drevet igennem 5 år. Med den beslutning sagde jeg også farvel til en masse gode mennesker.
For jeg kender den regn – ved, der ikke mere at gøre
Jeg ved, der er krafter, der er meget større
Jeg kender den regn, for jeg har set den før
Og jeg ved, der er kampe, jeg slet ikke skal røre
For jeg kender den regn
Vennerne kigger forbi
Men hva’ fa’n skal de egentlig sige
Andet end, “godt at du er hjemme”
Andet end, “godt at se dig igen”
Mine forældre og en håndfuld af veninder var heldigvis meget insisterede. Du talte til min fornuft, og beroligede mig med, at alting nok skulle løse sig og blive bedre. De første 4 måneder af 2017 var et mentalt mareridt. Jeg følte jeg havde mistet alle mine kræfter, mit håb og min tro på en god fremtid. Det der gjorde, at jeg kunne tage mig sammen, og rejse mig op, var tanken om min søn Anton. Èn ting var, at jeg lå dér vingeskudt i kantstenen, efter ikke at have lyttet til mine værdier, grundantagelse og grænser. Men at hive min søn med i faldet ved ikke at være en nogenlunde mor, var alligevel for stort et tab og svigt. Så jeg gjorde det mest nødvendige. Og kun det.
De siger, du gjorde, hvad du ku’
Jeg siger, “ja, og se os nu”
De smutter, og jeg finder min seng
Og ligger vågen igen
Jeg kan ikke sove.
Min læge var god. Og sød. Hun mente ikke, at jeg havde en depression, selvom jeg havde mistet al min lyst og tro. Hun mente, at min reaktion var en helt naturlig følgevirkning, efter at have været i en usund belastende situation, i for mange år. En situation, hvor jeg hverken kendte eller lyttede til mine egne grænser eller begrænsninger. Og lod mig styre af, hvad jeg oplevede, andre forventede af mig. Det har jeg lært meget af. Også at depressive symptomer IKKE nødvendigvis skal behandles med medicin. Min medicin blev min søn, min kæreste, mine forældre og en håndfuld veninder.
Og jeg ved godt nu, at det’ overstået
At jeg skal bli’ ved jorden – jeg har forstået
Og jeg prøver ikke at krydse vejen
Når vinden har lagt sig
Idag har jeg det godt. Samtidig skal jeg altid være opmærksom på mine mønstre. Jo mere presset jeg er, jo mere siger jeg ja til. HVIS jeg ikke øver mig i at handle modsat. Og sige nej.
Så idag er mit liv lidt forsimplet sagt, blevet et liv, hvor jeg passer på mig selv og mine allernærmeste. Jeg øver mig i ikke at påtage mig ansvaret i relationer, der er ved at visne, da vi ikke sørger for at pleje gensidigheden.
Jeg er blevet stærkere. Mit netværk er blevet mindre, men består af få nære veninder og en masse bekendte. Min egenomsorg består af personlig og faglig uddannelse, koncerter og sjove oplevelser.
Jeg er taknemmelig. Igen.
Seneste kommentarer