Hash og andre stoffer er desværre ved at blive en “ny normal” for mange unge mennesker, der ubekymret afprøver dem for at se hvad de kan. Altså stofferne. De er alle vegne, nemme at få fat på og stofferne er ofte usynlige for selv den nærmeste familie. Indtil det griber om sig. Og hvad gør man så?
Julius Mygind Mühlhausen og Magnus Trampe Broch har for mange år siden prøvet det. Og skrevet en bog om det sammen med deres mødre. De passede skole og venner, men kæmpede samtidig med et stigende weekendmisbrug af henholdsvis hash, MDMA og kokain.
I bogen “Mit barn tager ikke stoffer – jeg har spurgt” fortæller Julius, Magnus og deres mødre fra hver deres vinkel om den svære tid, hvor stofferne fyldte alt for (meget) for drengene. Om deres kamp for at blive fri af afhængigheden, og om angsten og tungsindet, der fulgte med. Om at finde hjem til sig selv igen og om styrken til at sige ”Nej tak.”
Bogen er skrevet for at give viden, håb og støtte til de mange unge og deres forældre, som står i en svær situation og foholder sig helt konkret og uden tabuer til den virkelighed med stoffer, som de unge og deres forældre står i.
Jeg læste bogen i 2019. Det gjorde jeg da min egen søn en dag kom hjem og fortalte at han igennem nogen tid havde røget hash. Det udløste en hjerne der ikke kunne kende forskel på rigtigt og forkert, og min søn frygtede en kort overgang at han var ved at blive psykotisk. “Heldigvis” fik min søn en alvorlig forskrækkelse i tide. Og stoppede naturligvis. Ikke fordi vi som forældre sagde at han skulle, men fordi at han blev bange for hashens alvorlige bivirkninger.
I ca. 1 år gik jeg og overvejede om jeg kan tillade mig både at være fagprofessionel og hjælpe andre børn med stress, angst og selvværdsproblemer, samtidig med at jeg også er mor til en drenge der har egne kampe. Sidste år blev jeg spurgt om jeg vil være rusmiddelrådgiver i Drugrebels, og det blev et; “Ja, tak -det vil jeg gerne”. Det føles nemlig som noget af det mest meningsfulde at være med til at støtte unge mennesker. Og forebygge at bekymringer, stress og angst bliver til selvdestruktiv adfærd såsom hashmisbrug.
I 2022 vil Julius Mygind og resten af holdet i Drugrebels have endnu mere fokus på oplysning til forældre. Og også her vil jeg bidrage alt det jeg kan. Både som rusmiddelrådgiver, og som forælder -allermest “bare” som det menneske jeg er.
Det bliver med en vis ængstelighed. Men så er det at jeg minder mig selv om at Brene Brown og mange flere siger: Mod eksisterer ikke uden sårbarhed”. Og hvis vores historie og erfaringer kan være med til at hjælpe andre unge og deres familier, er det det hele værd.
Godt nytår
Kærlig hilsen
Mia
Seneste kommentarer