Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en integration af udviklingspsykologi, tilknytningsteori, traume- og hjerneforskning.
Ud fra dette perspektiv er forudsætningen for følelsesmæssig udvikling, at barnet allerede fra fødslen indgår i synkroniserede interaktioner med sine primære omsorgspersoner.
Hvis ikke dette er sket indenfor barnets første leveår kræver det senere hen en målrettet indsats, hvor forældre, pædagoger (og eventuelt behandlere) vedvarende arbejder i barnets nærmeste følelsesmæssige udviklingszone.
Ingen interventionsmetoder virker for alle, men stort set alle interventionsmetoder virker i forhold til nogen. En præcis og målrettet indsats kræver derfor veludviklede og systematiserede tilknytningsbaserede vurderingsmetoder til at udrede den mest hensigtsmæssige intervention.
På den 1 årige efteruddannelse hos Susan Hart har jeg både stiftet bekendtskab med nyudviklede analysemodeller og fået inspiration til at arbejde med forældre, børn- og unge med metoder, der støtter selvreguleringskompetencer, følelsesmæssig afstemning og mentalisering.
Jeg er blevet endnu mere bevidst om, at en god forståelsesramme og en god metode ikke kan stå alene, når vi skal skabe forandringsprocesser. Mennesket jeg sidder med skal opleve at vi er på ”bølgelængde”. At der er en mellemmenneskelig rytmesans mellem os.
Jeg har endnu mere nu end nogensinde før, respekt for betydningen af min egen såkaldte selvagens. Det vil sige min evne til at indgå i relevante samspil, der kan skabe en oplevelse af samhørighed og det er ret magisk at opleve, hvor bevidst nærvær og selvagens kan bringe samspillet mellem os mennesker hen.
Når vi skal ud af hovederne og ned og mærke os selv, skal vi så at sige give det “præfrontale en uppercut”. Vi kan altså ikke tænke eller tale os frem til den mellemmenneskelige rytmesans. Den skal opleves og mærkes.
Jeg er Susan Hart evigt taknemmelig for den læring og oplevelse hun har givet mig med på vejen.
Kærlig hilsen
Mia
Seneste kommentarer