Skip to main content

Når jeg som rådgiver møder børnefamilierne og fagfolkene på det sociale område, hører jeg ofte TID som en knap ressource. Og jeg har gennem de seneste år tænkt; “hvis tiden læger alle sår” hvad gør manglende tid så?

Når jeg selv scroller på LinkedIn, kan jeg se hvor mange dygtige fagfolk og eksperter, der deler gode initiativer. Og når jeg sidder på konferencer, møder jeg kompetente fagfolk, der vil gøre en masse godt for vores børn og unge.

Men sommetider tænker jeg også: Behøver vi flere forskere og eksperter, der beskriver årsager og grafer for hvordan det står til med “trivslen” blandt børn og unge, eller skal vi hellere igang med at tilføre de ressourcer (tid og kompetencer) til de fagfolk, der rent faktisk står med vores børn i hænderne hver dag?

Jeg bliver i år beriget med en efteruddannelse i neuroaffektiv udviklingspsykologi ved Susan Hart. Noget af det Susan Hart siger, er at vi voksne er gået hen og blevet nogle “talking heads”. Vi har glemt at børn er sanse -følevæsner og først som teenagere for alvor begynder at udvikle det præfrontale cortex, så den kognitive motor for alvor kan sættes i sving.

Og jeg mærker det rigtig meget i min egen lille praksis. Børn og unge med voksende selvkritik og dalende selvværd. Børn og unge som godt ved at de er elsket, men ikke mærker det. Børn og unge der skjuler sig bag SoMe profiler og ikke ved hvor og hvordan de skal stille sig frem som dem de egentlig er.

Jeg ønsker mig inderligt et mere børnevenligt samfund, hvor vi har TID til nærvær og prøver at skrotte “plejer”. Og lad os komme igang med at omsætte alle de gode grundige rapporter til aktiv handling.

Vi har ikke brug for flere “tænketanke”. Vi har brug for de fagfolk, der er motoren og som kan skabe de forandringer der er brug for. Nu.

Og hvis vores GPS skal finde vej til det børnevenlige samfund, skal den opdateres – og hvem er bedre til det end de unge selv. Lad os få dem involveret og engageret. Lad os tale MED børn & unge mere end om dem. De kan og vil meget mere end vi voksne aner.

Skøn søndag til dig.

Kh Mia

 

 

Leave a Reply