Hjernen blev frem til 1980’erne primært fremstillet som et biologisk organ med sin specifikke fysiologiske udvikling. Nu har neurobiologien påvist, at den menneskelige hjerne er indrettet til at blive formet af det miljø, den lever i (Hart 2011a, 2011b;Wennerberg 2011).
Så hjernen skal også betragtes som et psykologisk organ. Forskning har vist, at hjernens neurale netværk udvikles på baggrund af barnets samspilserfaringer. Eksempelvis vil et barn, som tilbydes varierende og beroligende former for trøst, udvikle flere neurale netværk omkring trøst og selvberoligelse end et barn, som primært kun får tilbudt en sut. Hjernen er brugs- og samspilsbetinget, hvilket vil sige, at de neuroner, som aktiveres via oplevelser og samspil, danner synaptiske forbindelser, og ved gentagne oplevelser bliver det til mentale forbindelser, neurale netværk, som får betydning for, hvordan vi oplever, føler og mentaliserer livet, os selv og andre.
Barnets nervesystem og personlighed modnes gennem et utal af subtile afstemnings- og fejlafstemningsprocesser og glædesfyldte samvær, som udvikler og udfolder sig i barnets samspil med dets nære omsorgspersoner. Dette er kontaktmåder, som udvikler og former tilknytningens mikroøjeblikke.
Omsorgspersonens kærlighed og sensitivitet i forhold til barnet er bestemmende for dets måde at agere på og skaber grundlag for samværsmåder, der for barnet har psykisk overlevelsesværdi, og som livslangt er med til at forme menneskers personlighed. Med Harts formulering (2009, s. 34):
Langsomt udvikler tilstande sig til personlighedstræk. Og da barnets overlevelse og trivsel er dybt afhængig af omsorgspersoner, der varetager reguleringen af dets tilstande og behov, sætter de dybe og varige spor i hjernens udvikling. Derfor bliver den kærlige relation og den udviklingsstøttende kontakt særlig betydningsfuld. Børne- og ungdomspsykiater Sørens Hertz formulerer det således:
”Når vi ved, at hjernen udvikler sig i kraft af det sociale samspil, så bliver det afgørende at få de psykologiske temaer i spil på måder, der fremmer lysten til socialt samspil. At spejle sig i andres bekymring, tvivl og afvisning – fremmer ikke lysten til at deltage i udviklende sociale samspil, tværtimod” (Hertz 2010, s. 79).
Vi skal som professionelle omsorgspersoner kontinuerligt reflektere over, hvordan vi møder mennesker, som er afhængige af vores hjælp.
Er det håbefuldt og glædesfyldt?
Er det med kritik og irettesættelser?
Eller er det ignorering og ligegyldighed?
Og vi skal være fagligt nysgerrige på at undersøge kvaliteten af barnets relationelle miljø, og om der i det hele taget findes et udviklingsstøttende miljø omkring barnet.
Dette indlæg er fra “Resiliens og mestring i et ressourceperspektiv” og kan læses i dets helhed her: Dansk Marte Meo Center: “Resiliens og mestring i et ressourceperspektiv”
Kh Mia
Seneste kommentarer