For 4 år siden besluttede jeg i samarbejde med Antons dansklærerinde, at få ham testet for høj begavelse hos Ole Kyed. Selvom jeg i forvejen vidste, at Anton var godt begavet, blev selve testen en overraskelse på mange planer. Som mange ved, så er det ikke entydigt en gave i sig selv at være godt begavet. Som hjerneforskeren Peter Lund Madsen siger: Jo mere vi kan tænke, jo mere kan vi også bekymre os. Og Anton var da heller ikke særlig gammel før han spurgte hvad forskellen er på efterløn og folkepension er. Og da jeg forklarede ham det var hans spontane reaktion: “Jeg glæder mig til at jeg skal på efterløn.” Jeg nænnede ærlig talt ikke at sige til ham, at der ikke er noget der hedder efterløn, når han er 62 år i år 2067. Antons reaktion var i virkeligheden nok også et udtryk for, at han ikke synes nogen ide eller lyst til at gå i skole.
I konklusionen fra WISC-testen hos Ole Kyed, står der i “prosadelen” blandt andet:
Når Anton kan se en mening med aktiviteten og har tilegnet sig faglige kompetencer og problemløsningsstrategier, kan han også tage dem i brug og anvende dem relevant og målrettet, men er opgaven mere diffus, og der ikke er et tydeligt regelsæt eller en indlært praksis, bliver han lettere usikker med afsmitning på præstastionen.
Anton er en ung, der trives bedst, når der er en tydelig struktureret rammesætning og kommunikation, gerne med forventningsafstemning, hvor han oplever sig aktivt medinddraget, ligesom han vurderes at profitere af feedback på arbejdsindsatsen, hvor han har mulighed sammen med en professionel at reflektere over sin arbejdsmetode og arbejdsproces, fremfor blot at modtage feedback på resultatet.
Anton besidder et stort intellektuelt beredskab, som kræver at komme i spil med positiv indvirkning på såvel selvtillid som selvværd. Anton vurderes ligeledes at have brug for, at der er fokus på udvikling af hans personlige sociale mestringsmåder, så han i de nærmeste ungdomsår kan tilegne sig viden og indsigt i, hvorledes han kan forlige sig og finde egnede måder at håndtere sin bekymringsadfærd, så energien kan målrettes mere personligt valgte sociale og arbejdsmæssige aktiviteter.Anton vurderes at have rigtig gode uddannelsesmuligheder.
Når jeg læser denne del er min første tanke; “Jamen gælder det ikke de fleste børn? Høje IQ eller ej?”. Ihvertfald er min tilgang til børn og unge, at alle har nogle særlige forudsætninger og styrker, og at det er os voksne, der skal skabe nogle miljøer, hvor børn og unge kan vokse op og udfolde sig.
Siden 2002 hvor jeg blev uddannet socialrådgiver, har jeg beskæftiget mig med trivsel, og har været særligt optaget af hvordan omgivelserne og miljøet omkring vores børn og unge, kan skabe tryghed og udviklingsmuligheder.
Hvis vi kigger på børnenes adfærd som selvbeskyttelsesresponser, hvordan kan vi så se f.eks. angst som en sund reaktion på noget usundt? Ligesom jeg er optaget af, hvordan vi kan se børns særlige forudsætninger, ressourcer og styrker og bringe dem i spil så de udfolder deres potentialer fremfor at udvikle mistrivsel og særlige behov.
I kommunernes Servicelov skal vi finde de paragraffer der skal hjælpe og støtte børn og deres familier, der har særlige behov. Og jeg må bare erkende, at mange af de sanse -og følestærke børn og unge jeg møder, har behov som er helt naturlige og alment menneskelige, men fordi behovene ikke imødekommes, udvikler barnet/den unge en selvbeskyttende adfærd, som kan synes uhensigtsmæssig eller decideret destruktiv.
Derfor vil jeg gerne skabe en bevægelse hvor vi kigger efter børn og unges særlige forudsætninger og styrker fremfor at fortsat at have nogle miljøer hvor de udvikler “særlige behov.”
Jeg mener at vi alle vinder ved denne bevægelse. Vigtigst al alt tænker jeg på det enkelte barn og dets familie. Dernæst tænker jeg på samfundsøkonomien og vores velfærdssamfund, som ikke har råd til at vi fortsætter vores individualiserede og psykologiserende blik på børn og unge.
Seneste kommentarer