For nogle år siden fik jeg bogen “Glæd dig” af forfatteren Tor Nørretranders. Jeg fik bogen af min far, som på mange måder er min visdomsmand i mit liv. Min far har ikke masse overflødige ord i sig, er nok snarere lidt introvert. Til gengæld har jeg altid vidst, at jeg skulle lytte godt efter min far, hvis jeg ville hjælpe mig selv bedst.
Bogen Glæd dig, fik jeg efter en periode af mit liv, hvor jeg havde presset mig selv hårdt. Nogle ville nok have betegnet mig som en flue i en flaske. En mor -og socialrådgiverflue. Der gjorde alt jeg kunne for at være en god nok mor og en god nok socialrådgiver. Jeg kiggede mere ud i omgivelserne end ind i mig selv. Også når jeg mødte konflikter. Alt i bedste mening. Men det var bare ikke godt.
Da jeg væltede omkuld i 2016, var min hjerne så overbelastet at den nærmest kun kunne registrere farer og trusler. Min far var en stor støtte for mig. Stadig ikke med mange ord. Men de rigtige ord. Blandt andet kan jeg huske at han engang sagde til mig: “Så længe du behandler dig selv som en dørmåtte, ligeså længe vil folk komme og tørre deres sko i dig”.
Med nære venner, familien og min naturmedicin der blev løb, kropsterapi og hypnose kom jeg på fødderne igen. Og med fødderne lidt mere plantet på jorden, kunne jeg læse bogen Glæd Dig. Den fik stor betydning for mig !
Siden har jeg mødt mange gode mennesker, der inspirerer mig meget, og mit største ønske for livet. Mest mulig balance & kærlighed. Både fagligt og personligt – hvis man egentlig kan skelne mellem disse ting. For tiden tager jeg et kursus ved dygtige psykolog Henrik Lesley & Erhvervskvinden Soulaima Gourani. Her bliver jeg forkælet med en masse forskning, teori og metode til øget glæde og trivsel. Idag har jeg blandt andet dykket ned i arbejdet med “optimisme”. Det gjorde mig glad og endnu mere nysgerrig. Nysgerrig på hvad jeg selv kan gøre for at tage ansvar for min egen trivsel.
Og så idag gik det op for mig at Tor Nørretranderes nu har skrevet bogen “Samfundsglæde” som handler om vigtigheden af at sætte pris på vores samfunds goder, for også at kunne forsvare det.
Tor Nørretranders sammenligner samfundet med kroppen, for det er kun, når det gør ondt eller ikke fungerer, vi lægger mærke til det. Vi glemmer at glæde os over samfundets mange velfungerende dele, og fokuserer kun på de negative aspekter. Men for at bevare og udvikle vores samfund, er vi ifølge Tor Nørretranders også nødt til at udtrykke, hvad han kalder for “Samfundsglæde”. Uden en glæde og stolthed over det samfund vi i fællesskab har skabt op gennem historien, forsvinder vores modstandskraft over for kolde og kyniske beregninger.
Med “Samfundsglæde” giver Tor Nørretranders et tankevækkende og originalt indspark i nutidens samfundsdebat, og det synes jeg bestemt at vi trænger til.
I virkeligheden har vi der arbejder med mennesker på kanten af samfundet, måske mere end nogen andre, behov for at minde os selv om, at rigtig meget går godt eller ihvertfald i den rigtige retning. Vi skylder os selv at og hinanden at gøre det så godt vi kan, og være stolte og glade for det. Alternativet med dårlig samvittighed og stress løser ihvertfald ingenting.
I vores fagblad Socialrådgiveren læser jeg her til aften interviewet med Astrid Krag. Hun siger blandt andet: “Med jeres faglighed ved I jo ekstremt meget om, at der er mere og andet på spil, end at det enkelte menneske må tage sig sammen og huske at købe havregryn og afmelde Netflix. Hun varsler en ny tilgang til socialpolitikken, hvor beskæftigelse nok er målet for de fleste, men bestemt ikke altid midlet.”
Iaften glæder jeg mig over et samfund, hvor vi får mere og mere fokus på fællesskabets betydning for fremtidens løsninger, og over at mange politikere tager udfordringerne seriøst og tværpolitisk forsøger at finde de bedst mulige løsninger. For os alle.
Kærlig hilsen
Mia, Socialrådgiver siden 2002.
Seneste kommentarer