Skip to main content

Du kender det måske. Det der med lige at tjekke mobilen. Igen. Og igen. Ikke fordi du venter en vigtig besked. Men fordi det er blevet en sejlivet vane, som du har svært ved at gøre noget ved. Her er derfor seks gode råd til, hvordan du undgår det.

Med inspiration fra bogen SLUK – kunsten at overleve en digital verden, som er skrevet af lægen Imran Rachid, har jeg fået 6 gode råd med mig.

Vær bevidst
Der er to ting, du skal vide, hvis du skal slippe dine dårlige mobilvaner: hvordan din hjerne fungerer, og hvordan teknologien påvirker din hjerne. Når du ved det, kan du nemlig bedre forholde dig kritisk til dine vaner, og dermed bliver det også nemmere for dig at træffe et bevidst valg om, hvilket forhold du vil have til din mobil. Det første handler om din hjerne. For du er helt sikkert opdraget til at tro, at vi mennesker har en fri vilje. Men det har vi (et langt stykke hen ad vejen) faktisk ikke !

Mange af vores handlinger er ubevidst impulsdrevne. Det betyder, at vi slår automatpiloten til og handler uden at tænke os om. Og det er lige præcis det, der sker, når du igen og igen hiver mobilen op af lommen, tjekker dine notifikationer ud eller scroller igennem dit newsfeed uden et egentligt formål. Det er samtidig også automatpiloten, der gør det så svært for dig at bryde dine dårlige mobilvaner, for den betyder, at du i handlingens øjeblik ikke er bevidst om det, når du for 117. gang i løbet af en dag kigger på din telefon. Og ja 117 er IKKE overdrevet. Undersøgelser viser at gennemsnits-danskeren kigger på sin telefon op 150 gange dagligt.

Din mobil skal ikke være “et mentalt tyggegummi”
Det andet, du skal vide, er, at mobilen appellerer til begge dele af din hjerne. Den bevidste, fornuftige og rationelle del af din hjerne, der fortæller dig, at din mobiltelefon giver dig superkræfter. Du kan bruge den til at tale med mennesker på den anden side af jorden, og telefonen kan regne kvadratroden af 7.000 millioner ud på under et sekund. Men den appellerer også til den ubevidste del af din hjerne.

Det er den del af hjernen, der gør, at du bruger din telefon “som et mentalt tyggegummi”. Og jo mere du bruger din telefon til at tjekke notifikationer og scrolle igennem de sociale medier, desto mere udviklet bliver den impulsdrevne side af din hjerne også. Det betyder, at du bliver mindre og mindre bevidst om, hvordan du bruger din telefon, og derfor snildt kan tjekke den 100 gange om dagen uden rigtig at vide, hvad det er, du tjekker – ikke fordi det er et bevidst ønske, men fordi det er blevet en ubevidst impuls. Ligesom et tyggegummi, du ubevidst gumler på, tager du din telefon og kigger bevidstløst på den.

Vær kritisk med din opmærksomhed
Men er det overhovedet et problem, at din hjerne bliver mere og mere styret af impulsdrevne handlinger? Ja, det er det. For hver gang du hiver din telefon op af lommen uden at have et egentligt formål, betaler du med din opmærksomhed. Som du ved, findes der en hel industri, der tjener penge på netop din opmærksomhed, og selvom du ikke direkte hiver pengesedlen op af din pung, så “betaler” du alligevel, hver gang du tjekker notifikationerne på din mobil.

Og det er en skam, for den opmærksomhed, du bruger på at gå igennem dine notifikationer, den vil du – hvis du er ligesom de fleste andre mennesker – i virkeligheden hellere bruge på at passe dit arbejde godt eller på at være sammen med dine børn. Der er ingen, der kender langtidskonsekvenserne af, at vores hjerne udvikler den del, der er styret af impulsdrevne handlinger, men der er ingen tvivl om, at mennesket ikke kommer langt uden en impulskontrol. Derfor er det vigtigt, at du er kritisk over for en teknologi, der er designet til at fange din opmærksomhed.

Planlæg mod din egen natur
Fordi du handler ubevidst impulsdrevet, når du bruger din mobiltelefon, er du nødt til at planlægge imod din egen natur. Du skal lære dig selv at slå automatpiloten fra, og det er faktisk meget sværere, end man skulle tro. Naturen har udstyret dig med evnen til at handle ubevidst impulsdrevet, fordi det i mange sammenhænge er en ganske praktisk egenskab for at kunne overleve, men som – når det kommer til at bryde dårlige vaner – er ret upraktisk. Første januar er et godt eksempel: Det er formentlig den dag på året, hvor flest tager en beslutning om, at de vil til at spise sundere, og samtidig er det den dag på året, hvor der bliver købt mest snasket takeaway.

For at kunne vinde over dine automatiske impulsdrevne handlinger, er du derfor nødt til at sørge for, at du fungerer optimalt. Det lyder måske banalt, men mange glemmer, at man skal spise ordentligt, drikke masser af vand og sove godt, hvis man vil have de bedste betingelser for at bryde dårlige vaner. Ligesom det er svært at købe sundt ind på tom mave, er det også svært at bryde dårlige mobilvaner, hvis blodsukkeret er ustabilt, eller kroppen ikke får nok søvn.

Læg din telefon væk 
Når du har sørget for at have de bedste betingelser for at bryde dine dårlige mobilvaner – du har viden, der gør, at du forholder dig kritisk til, hvordan teknologien påvirker din hjerne, og du har sørget for, at din krop har det godt – ja, så er du faktisk klar til næste skridt: nemlig at lægge mobilen uden for rækkevidde, så du hverken kan se eller høre den, når du skal arbejde koncentreret, eller når du er sammen med venner og familie.

Og så er der Imrans gode råd, som han kommer med i mange sammenhænge: Køb et vækkeur, så du ikke skal røre ved din telefon som det første, når du vågner.

Værn om din opmærksomhed

Mind dig selv om, at den tid, du bruger på din telefon, går fra andre og mere dyrebare ting, du hellere vil bruge din tid på. Din opmærksomhed er din allervigtigste og mest værdifulde ressource. Derfor skal du passe godt på den og ikke lade din telefon eller andre misbruge den.

Kilde: Imran Rashid, speciallæge og forfatter til bogen “Sluk – Kunsten at overleve i en digital verden”

Leave a Reply