Som støtteperson til forældre, der har fået anbragt et barn udenfor hjemmet, får jeg i den grad bekræftet, hvor vigtig denne rettighed er. For forældrene – og dermed også for børnene.
I 2001 besluttede man, at indføre en regel, der giver forældrene ret til en støtteperson, hvis de får anbragt deres barn udenfor hjemmet. Her er vi ikke kommunens forlængede arm, men fungerer som medmennesker, der kan validere og rumme den afmagtsfølelse det er, når man ikke kan varetage omsorgen for sit barn. For nogle sker anbringelsen frivilligt og for andre er det med tvang.
Følelsen af afmagt, sorg og frustration, kan noglegange overtage så meget, at det er svært at samarbejde med kommunen og stedet hvor barnet er anbragt. Her er det vores opgave at hjælpe til. At perspektivere, rumme, lytte og støtte til at forældrene får formidet det de ønsker og får oparbejdet styrke til at håndtere noget uhåndterbart.
For mig som professionel er det med stor ydmyghed, at varetage denne rolle. Jeg bliver lukket ind i private hjem og oplever det kaos og den skyld og skam der er forbundet med at have mistet forældreevnen. Heldigvis møder jeg forældre, der vil gøre alt hvad de kan for at få den og barnet tilbage. Til et hjem med overskud til at give omsorg og varetage barnets behov.
De fleste mennesker ved, at det er svært at give noget videre, som man ikke selv har fået. Min overbevisning og erfaring er at ALLE forældre vil gøre det bedste for deres børn. Og uanset om vi mister evnen for en stund eller over længere tid, kan vi sikkert også genkende følelsen af at handle i blinde.
At støtte forældre til at genvinde håbet og troen på, at de kan blive en “rigtig” familie igen, er en stor opgave. For nogle bliver processen overskygget af en konfliktfyldt relation til kommunen.
Een ting jeg dog aldrig bliver i tvivl om, er at alle mennesker VIL. Og gør deres allerbedste. Lad os huske det. Også når vi står udenfor og ikke synes det er godt nok.
Seneste kommentarer